Sådan får du trænet på ferien

0 Comments

Afslapning, solbadning, lange middagslure og god mad i lange baner. Er det også de ord, som du typisk forbinder med en ferie? Umiddelbart er der ikke meget tid til at få trænet i det dagsprogram. Det kan dog være dejligt at holde fast i sine træningsvaner, selvom du er på ferien. Læs med her og bliv klogere på, hvordan du kommer afsted til træning, selvom du er på ferie.

Træning i varmen

Går turen til Spanien, Italien, Grækenland eller en anden af sommerens mange varme destinationer? Så kan det godt virke uoverskueligt at få trænet i varmen. Dog er der mange gode muligheder for at få trænet, så pak dit løbetøj, og du er klar.

Det bedste er at træne tidlig morgen eller sen aften, hvor temperaturerne er lune og behagelige. Prøv at stå op før de andre en morgen, og løb en tur på strandpromenaden, mens ferieparadiset stadig sover. Du kan passende tage morgenmad med tilbage til din sovende familie. Herefter vil du opleve, at du kan dase resten af dagen med lidt bedre samvittighed.

Mange hoteller har også et fitnessrum, som hotellets gæster frit kan bruge. Du behøver ikke bruge lang tid på træningen, det handler om bare lige at holde musklerne i gang.

At du er omgivet af lunt vejr og lækre vandtemperaturer kan også udnyttes. I stedet for bare at bruge poolen som afkølingssted, så svøm et par baner. På denne måde nyder du både solen og er aktiv.

Træning på storbyferien

Går sommerferien i stedet til storbyen? Igen er løb den oplagte træningsform. Ud over at du får dig rørt, så kommer du også vidt omkring, og du får måske set nogle andre sider af din feriedestination? Tænk, her får du klaret både sightseeing og motion i en.

Pak dit yndlingsløbetøj og drøm dig selv til at være lokal for en stund. Når du løber gennem byen, får du lov til at se den fra nogle andre vinkler og sider, end turistbøgerne ellers viser.

Er du ikke så meget til løb, så er cykling også en god motionsform, når du er turist. Igen får du lov til at bevæge dig, mens du oplever din feriedestination.

Har du mod på lidt mere lokale oplevelser, kan du undersøge, om der er nogle workshops i de lokale klubber, som alle kan deltage i. Det kan være en danse- eller yoga workshop for eksempel. Og måske møder du nogle søde lokale, der kan give dig gode insider-tips til, hvad du skal opleve i byen.

Related Posts